Der skete noget mærkeligt idag. Jeg var ikke, den første, der var oppe. Marie kom først og hun gik ned til stranden. Jeg luskede efter hende, for at skrive dagbog og snart fulgte Vibe og Lasse efter, så pludselig var vi alle oppe før kl. 8!
Vores tjener i restauranten virkede kedelig og uinteresseret. Jeg var lige ved at få den tanke, at han var dopet. Han lavede den ene fejl efter den anden. Serverede mælk istedet for yoghurt på frugten, ingen the og toast med brød uden smør. En helt igennem kedelig fætter.
Kl. 10 havde vi en aftale med en af hotellets ansatte. Han ville gerne vise os rundt på Ko Lanta. Inden vi tog afsted, forsøgte vi at presse en god pris for en sejltur til Ko Rok ud af den unge kvindelige receptionist. Vi havde hørt, at turen kunne fås for 1000 bath pr. person i Bann Saladan men på Lanta Palace var prisen 1200 bath. Vi fik hende ikke ned i pris, for det måtte hun ikke. Hun ville også få problemer med sin chef, hvis hun gav os et tip om, hvor billetterne kunne købes, men det gjorde hun alligevel. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi ikke gad bruge tiden på at blive kørt ind til Bann Saladan, for at købe billetterne, så vi købte alligevel på Lanta Palace.
Afsted gik det så med vores chauffør, der kørte i en forholdsvis ny pickup - dog uden tag bagpå. Han passede godt på den, hvilket bl.a. afspejlede sig i hans forsigtige kørsel.
Første stop var et udsigtspunkt fra midten af øen over Je Lee Village. Videre til det gamle færgeleje til Krabi og Phi Phi i Lanta Village. Dernæst søsigøjnerlandsbyen Sang Ga U. Her fik vi en lille gåtur gennem byens gade. Beboerne talte ikke thailandsk men vores chauffør kunne godt tale med dem. Vi smagte frugten fra cashewnøddetræet. Hver frugt bærer sin egen nød, hvilket er med til at gøre, at priserne for nødderne er meget høje.
Tilbage igen af samme vej og inden vi var hjemme igen, gjorde vi holdt ved en lille by nær vores resort, Khlong Taab Village. Her kunne vi købe øl, vin, spiritus og cigaretter! Det var da dejligt, at vi ikke skulle slås med hotellets 100 bath pr. øl. Vi købte et helt karton dåseøl med. Jeg fik en pose cashewnødder på 1 kg. for 230 bath = ca. 40 kr. Senere på turen så vi dem til næsten det 10-dobbelte...
Tilbage til hotellet til lidt frokost og afslapning i vores bungalows. Da solen var til at holde ud igen, blev det tid til en tur i poolen og happy hour i baren. Idag betød det, at deres drinks kunne fås for 90 bath pr. stk. Bartenderen kunne et lille trick med at vende ryggen til os i det øjeblik, der skulle spiritus i drinksene og vi kunne konstatere, at han sparede godt på spiritussen. Jeg fik en drink og en irish coffee med dobbelt whisky - og jeg kunne ikke mærke noget!
Aftensmaden skulle forsøges indtaget på en nærliggende restaurant. Vi havde fået et tip fra en fyr, der fik et lift tilbage til hotellet fra Khlong Taab. Stedet hed Otto og vi kunne sagtens gå langs stranden derhen (mod syd). Vi satte af efter solnedgang og stødte hurtigt på nogle forhindringer i form af et vandløb, der skulle forceres.
Derefter var der kun lang lige strand i en fin kvalitet. Men der var længere end vi havde regnet med. Der dukkede flere restauranter op på stranden, men de hed ikke Otto. Efter ca. 3 km. vandren, nåede vi frem. Her skulle være livemusik og underholdning, bl.a. i form af thaiboxing. Men vi havde åbenbart valgt den forkerte dag. Der var ingen underholdning, proklamerede tjeneren. Pyt med det, vi var sultne. Maden blev bestilt og øllene blev serveret i flamincobeholdere, så den kunne holde sig kold. Vi spiste med velbehag. Marie præsterede at sætte en gang krabber til livs uden brug af speciel værktøj mens mor måtte kapitulere over for en sej kylling. Vi delte ikke helt begejstringen for stedet og gik ud på vejen ved restauranten, for at vente på en taxa. Chaufføren stod og spillede billard og skulle lige være færdig... Prikken over i'et kom mens vi ventede. Da startede de med underholdning nede på stranden i form af et show med ildfakler. Det kunne tjenerne godt have sagt, da vi spurgte til underholdningen...
Nå, men vi kom hjem og sluttede af med en øl og en whisky. Vi var vist mere friske denne aften end vi længe havde været. Vi gik alligevel tidligt i seng. Vi skulle jo til Ko Rok og snorkle i morgen.